1,2-Dibromethan, også kendt som EDB, er en kemisk forbindelse, der er blevet brugt i fortiden som et pesticid og som en kemisk fødevarebehandling. Det er dog blevet forbudt at bruge i mange lande på grund af potentielle sundhedsrisici.
Når man måler for 1,2-Dibromethan i en drikkevandsprøve, er formålet at bestemme mængden af denne forbindelse, der er til stede i vandet. Dette skyldes, at EDB kan være toksisk og potentielt kræftfremkaldende, selv ved lave koncentrationer. Derfor er det vigtigt at overvåge niveauet af 1,2-Dibromethan i drikkevand for at sikre, at det forbliver inden for sikre grænseværdier.
Måling af EDB i drikkevand prøver udføres normalt ved hjælp af avancerede analytiske teknikker. Disse teknikker kan omfatte gaschromatografi (GC) eller væskekromatografi (LC) kombineret med massespektrometri (MS). Disse metoder giver præcise målinger af mængden af 1,2-Dibromethan i vandprøver.
Resultaterne af disse målinger bruges derefter til at vurdere, om koncentrationen af 1,2-Dibromethan i drikkevandet overskrider de tilladte grænseværdier. Hvis koncentrationen er for høj, kan der træffes tiltag for at reducere risikoen for forbrugerne, for eksempel ved at ændre vandbehandlingsmetoder eller indføre yderligere rensningsprocesser.
Alt i alt anvendes målingen af 1,2-Dibromethan i en drikkevandsprøve for at sikre, at vandet opfylder de nødvendige sikkerhedsstandarder og er sikkert for forbrugeren at drikke.